Resultater fra SGP i Kolding
I går (lørdag den 15. november) var det Kolding-klubbernes tur til at være arrangører af 3. afdeling af SydGrandPrix hurtigturneringerne. Hele 51 deltagere var mødt op, og allermest imponerende var det store felt i skoleskakgruppe, hvor 21 deltog. På den måde bliver dette turneringskoncept en god måde for børn og unge til at få erfaringer med turneringsskak.
Kim Skaanning (5½ points) er konstant et skridt foran sine modstandere og sejrede igen i Mestergruppen, hvor han dog blev fulgt til dørs af Adrian Stenstrop (5 points) – med Per Hansen på 3.-pladsen (4½ points).
I 1. klasse sluttede Peter Bøgh Larsen (Evans) og Oleksandr Litvinov (Kolding Skakklub) øverst med hver 5 points.
2. klasse blev vundet af Mickey Kristensen (Vojens), der med 5½ points fik udnyttet sit store potentiale – specielt i hurtigskak – og sluttede med både præmie og ratinggevinst, så han nu med 1.701 har rundet grænsen til 1. klasse.
Emil Asger Hansen (Vojens) deltog også i 2. klasse. Denne gang blev det til 3 points – bl.a. efter et nederlag til Mickey i sidste runde!
Dog stadig et resultat, der var bedre end forventet. Det betød en ny ratinghøst – denne gang på 29 points – og et nyt hurtigskakratingtal på 1.546.
Alt i alt en fin dag for deltagerne fra Vojens Skakklub.
Se turneringstabellerne her.


