Rapport om vore udsendte…
I Vojens Skaklub er vi godt i gang med den nye sæson, men vi har også medlemmer, der spiller skak uden for klubbens egne rammer.
Lørdag den 9. september deltog Benny Christensen og Jesper Kallesen i SydGrandPrix-turneringen i Fredericia. Her havde Jesper en glimrende dag, hvor det blev til 6 point af 7 mulige – med en forventet score på 3,8!
Øverste klasse (Mester og 1. klasse) blev vundet af IM Andreas Skytte Hagen, mens den sammenlagte 2.-3. klasse fik Jesper som vinder. I samme gruppe scorede Benny 4 point, og det rakte med 11 deltagere i gruppen til en 5.-plads.
Turneringstabeller med stilling og resultater kan findes her.
Jesper Brogaard-Radoor og Jesper Kallesen deltager desuden i koordinerede turneringer i Vejle og
Fredericia, der foregår henholdsvis på torsdage og mandage.
I Vejle gælder det Skakklubben Evans´ Efterårsturnering, hvor 40 deltagere spiller en 9 runders alle-mod-alle turnering.
Jesper K. er kommet med i øverste gruppe, hvor han er kommet rigtig godt fra start med 2 point efter de første 2 runder. Også for Jesper B-R går det godt med 1½ point i Basisgruppe 2.
Tabellerne kan findes her.
I Fredericia Byturnering spiller 26 deltagere ligeledes alle-mod-alle, men i 6-mandsgrupper – altså kun 5 runder i alt. Her er Jesper K. kommet i stærkt selskab i Basisgruppe 1, men har dog skaffet sig et enkelt point efter 2 runder.
Til gengæld har Jesper B-R lagt sig i spidsen i Basis 2 med maksimumpoint.
Tabellerne kan findes her.