Oprykningskamp i B-rækken
Som vinder af Sydjysk Hovedkreds´ holdturnerings B-række Syd tog Vojens Skakklub i går aftes hul på oprykningskampene med en udekamp mod Esbjerg Skakforenings 3.-hold, der i forvejen havde sikret sig en meget favorabel udgangsposition efter en 5-1-sejr i sidste uge over Springeren 3.
Vojens kunne med nød og næppe stille med et fuldt 6-mandshold, men ikke i stærkeste opstilling. Det gik da heller ikke godt. Esbjerg sejrede 4-2 efter følgende resultater (Vojens-spillerne er anført med fed skrift):
Mogens K. Larsson – Henrik Krüger ½ -½
Esben Dige – Benny Christensen ½ -½
Morten Jessen – Christoffer Vinther 0 -1
Andreas Kinch – Karl Posselt 1- 0
Mickey Kristensen – Claus Rasmussen ½ -½
Joel N. Christensen – Ole Harbo ½ -½
Ole fik ret hurtigt accept af sit forslag om at dele point.
Karl kom lige så hurtigt i stormvejr efter svagt åbningsspil, og yderligere en overseelse kostede en Springer og efterfølgende partiet. Skidt efter en holdturnering, der ellers har været god for Karl med 5 forudgående sejre i lige så mange partier.
Morten stod egentlig udmærket, men havde ikke helt styr på en vild Springer, der lavede så megen ravage, at han måtte opgive yderligere kamp.
Dermed var det naturligvis op ad bakke, og stillingerne i de resterende 3 partier var heller ikke umiddelbart til gevinster.
Benny fik efter et bondetab udlignet til en sikker remis.
Mogens havde visse problemer med at få udviklet alle brikker, men det lykkede dog, og med de forudgående resultater in mente var modstanderen klar til remis.
Mickey kæmpede fornuftigt, men overså mærkværdigvis en Løber, der kostede en kvalitet – uden reelt modspil. I stedet for at fortsætte den ulige kamp tilbød modstanderen remis, så vi kunne komme hjem i ordentlig tid!
Det skuffende resultat betyder, at Esbjerg allerede har sikret sig oprykning til A-rækken, selv om Vojens principielt har en hjemmekamp i næste uge mod Springeren 3. Situationen taget i betragtning har jeg foreslået holdturneringslederen og Springeren, at vi aflyser denne match, der forekommer inderligt overflødig.
Se oprykningstabellen her.
