Niels Falsig er død
En god skakkammerat er død. Niels Falsig var i mange år en Initiativrig formand for Tønder Skakklub, der har fostret mange stærke skakspillere, der nu slår deres folder i skakklubber over hele landet. Niels sørgede for at gøre Tønders beliggenhed i det sydvestlige hjørne af landet med langt til naboklubber til en styrke ved at organisere grænseoverskridende aktiviteter mod syd og øst, og han var også ofte ophavsmand til konstruktive forslag, når Hovedkredsen inviterede til generalforsamling.
Niels var også en engageret gymnasielærer, der fortsatte med at undervise længe efter, at han kunne være gået på pension.
Som menneske var Niels et meget behageligt bekendtskab og nem at samarbejde med.
Han vil blive savnet – ikke alene i Tønder Skakklub. Æret være Niels Falsigs minde.
Mindeord kan også findes på Tønder Skakklubs hjemmeside .
Desuden en nekrolog i Jydske Vestkysten 11-06-2026

