Mange veje til skak
I Skakbladet 2025:4 er der en lang og meget læseværdig artikel af stormester Henrik Danielsen: “Blandt ildsjæle med kaffe i koppen”. Det er ikke en selvcentreret eliteudøver, der taler, men en skakspiller, der er bevidst om og påskønner de mange ildsjæle, der er med til at skabe rammerne for de turneringer, der udvikler skakspillet og skakspillerne.
Enhver konkurrence skaber også vindere og tabere, men fornøjelsen ved et godt skakparti – uanset gevinst eller nederlag – kan være stor både på mesterniveau og i lavere klasser.
Enhver passioneret skakspiller har sin egen historie om, hvordan han/hun som Obelix faldt i gryden med trylledrik.
Henrik Danielsen beskriver det således:
En torsdag aften bankede en ven på døren: “Der er skak i aften, kom med.”
Jeg trådte ind i klubben. Stemningen slog mig omkuld. Det lugtede af træbrikker og gamle bøger, og de ældre spillere sad som statuer omkring brætterne. Brikkerne klikkede som hjerteslag. Jeg vidste: Her hører jeg til.
Alt gik hurtigt. På et år var jeg mesterspiller. Snart fulgte titler og avisspalter. Skak gav mig selvtillid. Jeg sad bagerst i klassen (i skolen/red.) – men foran brættet sad jeg pludselig forrest.
Det er jo langtfra alle, der driver det så vidt skakmæssigt som Henrik Danielsen. Som bekendt skal man som udgangspunkt bruge mindst 10.000 timer, hvis man vil være god til noget, og der er mange spændende interesser, man kan sprede sin tid på.
Men mindre kan gøre det, og skak kan spilles med stort udbytte på mange niveauer. Bedst i en skakklub, hvor man kan finde jævnbyrdige modstandere og godt kammeratskab på tværs af alder og baggrund.