Klubturneringen næsten afsluttet
Alle partier i 7. runde af Klubturneringen blev afsluttet i går aftes. Der resterer dog et enkelt udsat parti fra 6. runde (Kresten Beck – Kenn Korsager), inden vi helt kan afslutte forårets interne turnering, men partiet får ikke indflydelse på stillingen i toppen.
Forårsturneringens vinder blive Mogens K. Larsson med suveræne 6 points og som eneste deltager uden nederlag. På andenpladsen følger Jesper Kallesen med 5½. Altså præmieplaceringer til de to, mens Kristian Detlevsen bliver 3-er med 5 points. Kristian overhalede Karl Posselt i sidste runde, hvor Karl efter en frygtelig og unødvendig fejl blev sat mat!
Se turneringstabellen her.
For at finde sæsonens klubmester skal resultaterne af klubturneringen i efteråret 2021 tælles med.
Det betyder, at Mogens igen bliver klubmester i sæsonen 2021-22 med i alt 10½ points. På de næste pladser følger Karl Posselt, Finn Nielsen og Jesper Kallesen med hver 9 points i alt. Karl har været den mest stabile med en 3.- og en 4.-plads.
Finn har opnået en første- og en 9.-plads, mens Jesper er blevet nr. 10 og 2.
Der resterer nu 2 klubaftner med “fri leg” og sæsonafslutning den 9. og 16. maj. Derefter holder klubben sommerpause indtil uge 34, hvor der planlægges fortovsskak lørdag den 27. august i forbindelse med Vojens Høtte (byfest) og første klubaften i den nye sæson mandag den 29. august 2022.
Samtidig med indflytning i et nyt spillested i Vojens Kultur- og Musikhus blev klubbens nye trøje med logo taget i brug.
