God sommerferiepause!
Skakklubben Evans reklamerer med “skak hele året”, og med op mod 80 skakspillere inkl. skakbørn er der grundlag for noget mere aktivitet, end vi kan klare med en fjerdedel i Vojens.
Det har altid gået ud over fremmødet på klubaftnerne, når vejret begynder at friste til andre aktiviteter, og hos de frivillige, der skal stå til rådighed hver eneste mandag, opstår der også et behov for en pause. Derfor holder Vojens Skakklub en lang sommerferie, indtil byfesten i Vojens i uge 34.
I mandags var der sæsonafslutning i klubben for både børn og voksne med hver sit arrangement efter nogenlunde samme koncept: En lynturnering med efterfølgende hygge om et fælles bord med lidt spiseligt og drikkeligt på klubbens regning – samt uddeling af præmier fra klubturneringerne.
Hos børnene i skakskolen lykkedes det ikke at nå helt i mål med at få spillet alle partier. Dertil har fremmødet været for uregelmæssigt. Men det lykkedes at få uddelt et par fortjente præmier. Skakskolemesterskabet blev vundet af Patrick Kristensen med 7½ points skarpt forfulgt af Esben K. Jacobsen med 7. På en delt 3.-4. plads kom Aksel Lind og Emil Roelsgaard med hver 5 points.
Aftenens lynturnering (5 runder) blev til gengæld vundet af Aksel med maksimumpoints og med Emil på 2.-pladsen med 4.
Hos de voksne blev der spillet en alle-mod-alle lynturnering, hvor Mickey Kristensen og Hans-Henrik
Vognsen fulgtes side om side med sejre indtil det indbyrdes parti, der blev vundet af Hans-Henrik. Slutstillingen blev imponerende 8½ af 9 mulige til Hans-Henrik og 8 til Mickey.
Der kan være betydelig forskel på skakspilleres spillestyrke, alt efter om der spilles med kort eller lang betænkningstid, men denne gang var der sammenfald. Da vi kom til præmieuddelingen for Klubturneringen (forår 2026), var det nemlig med Mickey på 2.-pladsen med 6½ og Hans-Henrik på 1.-pladsen med 8 points!
Eftersom Hans-Henrik havde en delt topplacering med i bagagen fra efterårsturneringen blev han samlet vinder af sæson 2025-26 og dermed klubmester 2026. Han fik derfor sit navn på vandrepokalen.
Udover de to var der en rating-/talentpræmie til Emil Asger Hansen, der i sin første sæson i klubben scorede 5 points.
Ved kaffebordet var der tid til at drøfte, om vi kan finde frem til en modernisering af aktiviteterne i klubben, så de både er attraktive for nuværende medlemmer og måske kan være med til at tiltrække nye skakspillere. Vi ved jo, de er “derude”.
Som formand vil jeg naturligvis takke for en god stemning i klubben og ønske god sommerferie – dog med den tilføjelse, at man er meget velkommen til at selvtræne – eller spille med i eksterne turneringer – de næste måneder for at blive helt skarp til den nye sæson, der har første klubaften mandag den 24. august 2026.












