Diverse nyheder
Klubturneringen.
Mandag aften blev de 2 udsatte partier fra klubturneringen spillet:
Marc Hurkmans – Jesper Kallesen
og Morten Jessen – Oleksandr Pershuta.
I det første parti kom Marc bedst fra åbningen og skaffede sig også materiel fordel – faktisk både en kvalitet og 2 bønder. Det lykkedes dog ikke at fastholde fordelene. I stedet lykkedes det Jesper, der var på en nærmest umulig mission, at vende stillingen og endda vinde partiet efter et godt slutspil. I det andet parti havde Oleksandr chancen for at afgøre partiet til sin fordel, men her lykkedes det Morten at fuske sig til et halvt point.
Turneringstabellen er nu fyldt ud, og vi er klar til 5. runde den 2. november, medmindre der kommer nye lokalerestriktioner.
Holdturneringen.
Pga. Corona har Sydjysk Hovedkreds besluttet, at alle kampe i 1. og 2. runde i Mesterrække 2 udsættes indtil videre! Såfremt forsamlingsforbuddet lempes, spiller Vojens 1 i 3. runde på udebane mod Jerne tirsdag den 8. december.
Vojens 2, der spiller i en række med 4-mandshold, er oversidder i 1. runde og forventes at kunne spille næste runde mandag den 9. november. Det er på hjemmebane mod Springeren.