Alt ved det gamle – Mogens klubmester igen!
Alt ved det gamle! Mogens K. Larsson vandt sin udsatte kamp mod Jesper Brogaard-Radoor. Mogens havde en bonde i overskud, da partiet gik ind i slutspillet, og da han med en Springerskak snuppede en bonde mere, erkendte Jesper nederlaget og opgav. Det betyder, at Mogens som mange gange tidligere har genvundet klubmesterskabet i sæson 2023-24 med sammenlagt 10 point. Det andet udsatte parti, der også havde betydning i toppen af tabellen stod mellem Hans-Henrik Vognsen og Kristian Detlefsen. Der blev kæmpet bravt af begge spillere, og partiet skal nok på værksted, inden det kan afklares,
hvem der havde gevinstchancer og hvornår.
Da betænkningstiden var ved at løbe ud for begge spillere, blev der flyttet frem og tilbage, og inden “vingen faldt” blev der indgået en remisaftale.
Resultatet betyder, at Mogens´ nærmeste forfølgere i kampen om klubmesterskabet er Hans-Henrik Vognsen og Karl Posselt med hver 9½ points.
I Forårsturneringen scorede Mogens 5½ points, mens både Emil Baltzer, Hans-Henrik Vognsen og Karl Posselt slutter med hver 4½ points.
Se tabellen her.